Efterårsudstilling - LOKAL KUNST

Kunstnergaardens to kreative grupper præsenterer værker, som de har fremstillet i det forløbne år. Billedet er et udsnit fra udstillingen i 2022.
Stenhuggergruppen består i dag af 14 medlemmer. Iklædt støvmasker, høreværn og beskyttelsesbriller bliver sten forvandlet til skulpturer med både rå og pudsede former. Hver kunstner har sit udtryk, hvilket giver en mangfoldighed af udstillede stenskulpturer på weekendens udstilling.
Der kan ses værker af: Poul Odgaard, Torben Gregersen, Henning Johansen, Bjarne Gylstorff, Anette Zinkernagel, Pauline Fløjl, Ingvard Hansen, Henning Højte Hansen, Jørgen Mogensen og Niel Gorm Christensen.
Malergruppen blev stiftet for 9 år siden. Gruppen mødes hver onsdag og arbejder med billeder, der er medbragt til dagens sammenkomst. Man hjælper hinanden med kreative udfordringer og selv om det ikke er en malerskole, kan det for nogle af kunstnerne resultere i udvikling af formsprog og teknikker, når der opstår gensidig inspiration. De udstillende kunstnere er: Bibs Ørvad, Ellen Houlberg, Jytte Malmborg, Marianne Gamstrup, Sonja Andersen, Dorte Archilander og Aase Jørgensen.
Gæstekunstner: Inga Dóra Sigurdardóttir som udstiller akvareller.

Det gælder for begge grupperne at der er plads til nye medlemmer, så hvis man har lyst til selv at udtrykke sig kreativt med sten eller malerier, så kig forbi udstillingen og få en snak med Bibs Ørvad eller Poul Odgaard.

Udstillingen i Kulturhuset er åben i weekenden den 11. - 12. oktober fra kl. 11:00 - 16:00
Kunstnerne er værter med vin og chips begge dage.
Kaffe og gammeldaws æblekage kan købes i Café Ellen.
• Gratis entré til udstillingen i Kulturhuset
• Saltofte Larsen Samlingen åben i samme tidsrum mod entré 50 kr.



Skidt og Pyt på Store vaskedag
lørdag den 18. oktober kl. 11:00

Teatergården lægger vejen forbi Kunstnergaarden i Efterårsferien og opfører en komedie der nok giver smil og grin, men også efter-tænksomhed og mulighed for at tale om, hvad det betyder at sige: ”Skidt, Pyt”! Er der er forskel på at lave sjov og at drille?
Forestillingen handler om livet på landet i gamle dage, om tilgivelse, venskaber, om at øve sig, mv.
På Store Vaskedag er der travlt både med vasketøj og barnepasning. Skidt og Pyt, de to små gårdvæsner, vil lave lidt sjov og fjoller med vasketøjet! Men da de driller staldkarlen Keld opstår forvikling og forvirring og en række hændelser gør, at den lille Solvei bliver væk! Hvem er ansvarlig for hendes forsvinden? Kan drengen Verner virkeligt have tryllet hende væk? Helenas temperament løber vist af med hende, og Skidt og Pyt får nok at gøre med at udrede trådene og genoprette godt humør og venskaber!

Efter forestillingen får børnene materialer til de søde teaterpindedukker, så legen og snakken om Skidt og Pyt kan fortsætte længe efter forestillingen. Der findes også en julebog med Skidt og Pyt som kan købes.


• Målgruppe: fra 4 - 9 år og andre barnlige sjæle.
• Antal - max 40 børn kan sidde på gulvet (medbring evt. en pude)
• Forestillingen varer ca. 45 min.
• Café Ellen sælger pandekager og saftevand til børnene samt kaffe/kage til de voksne.

  Gratis entré, men tilmelding er nødvendig.
  Send sms til tlf. 7178 7943 eller e-mail: wittchen@youmail.dk

  Tak til Egholtfonden for støtte til arrangementet.



Flyvende Breve - Sange af Benny Andersen
torsdag den 13. november kl. 19:00


Med kærlighed, ydmyghed og respekt kaster Flyvende Breve sig ud i egne fortolkninger af Benny Andersens kendte og mindre kendte sange: Fra Svantes Viser, fra Rosalinasangene og fra de senere sange om næsten alt mellem Himmel og Jord. Om livet og (næste)kærligheden. Om smerten, melankolien og utilstrækkeligheden. Men altid med humoren - og på trods - troen på og glæden ved livet som grundtone. Det er sange de har levet med og sunget med. Sange der er blevet en del af deres fælles kultur. Det er sange ”til enhver der har elsket og lidt”. De synger og spiller sangene og fortæller historierne. Benny Andersen og Poul Dissing er her ikke mere – men sangene lever. Heldigvis! Tak for dem og tak for sangene! Flyvende Breve sender dem videre.
Flyvende Breve består af de rutinerede musikere: sangeren og fortælleren Jakob Kiørboe, pianisten Johannes Madsen, og guitaristen Jens Albert Nielsen.


Varighed: 2 timer inkl. pause, hvor der kan købes drikkevarer samt kaffe og kage i cafe Ellen
Billetpris 150 kr. • 120 kr for medlemmer af Foreningen Kunstnergaarden.
Betaling på mobilpay 92781 eller ved indgangen.
Reservation nødvendig: Send sms til tlf. 7178 7943 eller e-mail: wittchen@youmail.dk

Tak til Sorø Kommune for støtte til arrangementet